Tålte grækerne og romerne dem, der kun tilbad nogle af deres guder?

Tålte grækerne og romerne dem, der kun tilbad nogle af deres guder?

Tilbød grækerne og romerne alle deres guder, eller var det tilladt kun at tilbede nogle af dem (f.eks. Kun i Diana, Jupiter, Apollo, Merkur osv.)?

{Det ser ud til, at det var tilladt at tilbede nogle af guderne. Det var et almindeligt tema for hedenske herskere at tvinge kristne til at tilbyde røgelse til en bestemt gud, f.eks. Til Merkur, Apollo eller Jupiter, "der især blev tilbedt på Kreta" (kilde). Efeserne var kendt for at være tilbedere "af den store Diana og af Jupiters afkom" (ApG 19:35). I andre tilfælde blev kristne tvunget til at "tilbyde gudens [flertal] den røgelse, der skyldes dem "(kilde).}

Et beslægtet spørgsmål: For dem, der kun tilbad nogle af dem, troede de, at de andre guder, de ikke tilbad, var uforenelige med deres? Betragte de de andre guder positivt?

{Det ser ud til, at de måske havde, da Paulus fandt athenerne havde "et alter ... hvorpå der var skrevet: Til den ukendte Gud [αγνώστω θεώ]" (Apostelgerninger 17:23).}

Med andre ord: Tålte de dem, der kun tilbad nogle af deres guder? Vurderede grækerne eller romerne i så fald mere tolerance og en flerhed af guder (polyteisme) end guderne selv? Hvis ikke, var der en "ortodoksi" i græsk og romersk mytologi? Og hvem afgjorde, hvis mytehistorier eller guder var ortodokse?


Tålte de dem, der kun troede på nogle af deres guder?

Jeg kan ikke se, hvordan det er muligt - hvordan gør man det tro på i, siger Mars, men ikke i hans far Jupiter? Mars er defineret som en Jupiters søn! I betragtning af at den græsk/romerske pantheon er en sex-, jalousi- og voldsoobserveret dysfunktionel familie, giver det ingen mening for en person at nægte guddommelighed af ethvert familiemedlem, men meget fornuftigt at tilbede en bestemt Karakter.

I det væsentlige var guder den himmelske analog til protektion: Hvis man viser loyalitet over for en anden skyts/gud, vil ens egen blive mere sur end den anden glæder sig over, men hvis den ene nedværger en anden skyts/gud, vil den anden blive mere sur end sin egen glæde . Således er den rationelle position "Jeg tjener min egen gud, men rejser mig ikke mod andre".

Opfattede grækerne eller romerne således tolerance og en flerhed af guder (polyteisme) mere højt end guderne selv?

Jeg kan ikke se, hvordan du kan bruge "tolerance" og "grækere eller romere" i samme sætning. Tolerance over for en tilbeder af Jupiter over for en tilbeder af Mars ligner gensidig tolerance for Star Trek -fans, der beundrer forskellige karakterer. De vil lykkeligt og hensynsløst bande på en Tolkienist. :-)

Monoteister (ligesom jøder og kristne) fornægter alle de "hedenske" guder en masse. Den guddom, de tilbeder, er helt uden for den græsk/romerske fortælling.

De krav, du nævner (tilbyd røgelse til en bestemt gud, der tilbedes i dette bestemte område) er baseret på ideen om, at afvisning vil fornærme mobben, der ser sagen, og gøre den kommende henrettelse endnu mere berettiget i dens øjne.


Der er et stort definitionsproblem her.

De kulturer, du refererer til, sondrede ikke mellem kirke og stat. At nægte at tilbyde røgelse til statens skytsgud var at nægte statens legitimitet. En metafor kan være, at det at nægte røgelse var som at nægte at betale skat - gud og staten fortjente deres skyld.

Generelt var disse polyteistiske kulturer ligeglade med, hvem du tilbad, men de var ligeglade med, hvis du åbent og offentligt benægtede, at skytsguden eksisterede - det var en handling af civil ulydighed, som intet samfund kunne ignorere.

Intoleransen var ikke polyteisterne, det var de primitive kristne, der nægtede at erkende, at deres nabos tilbedelse og deltagelse i staten var legitim. Primitive kristne benægtede offentligt ritual og nægtede at deltage i kommunale regeringsdrevne aktiviteter. Denne intolerance eskalerede til civil straf.

SideNote: det er unøjagtigt at kalde statsstøttet religion "hedensk" - hedensk religion betegner landdistrikter/ukulturelt religiøst ritual.

Bortset fra: Der er en god præsentation af et beslægtet spørgsmål, forfulgte den store hedenske hær kristne; anderledes æra, forskellig polyteistisk pantheon, men den samme forvirring over begrebet tolerance.


Opdatering

For at besvare dit spørgsmål Hvis de "ikke skelner mellem kirke og stat", synes det også at betyde, at staten var en gud. Er det sandt? svaret er nej. le etat cest moi per Louis XIV kan være den passende analogi, når kejsere blev normen. "Staten", som vi lærte det at kende i postoplysningen, var ikke helt det. Og i tilfældet med Rom, da Julius Cæsar og den kejserlige tidsalder overhalede republikken for godt, blev forbindelsen mellem kejseren og staten mere udtalt.

Det er et rimeligt subtilt spørgsmål og fortjener et svar, der er både bedre begrundet og bedre undersøgt, end jeg er i stand til (især i dette øjeblik). Jeg tror, ​​at de generelt ville være uenige om, at staten var en gud, men at de ville blive enige om, at staten kun kunne overleve med et aktivt samarbejde og sponsorering af en gud. Jeg tror, ​​at 95% af befolkningen ville være enige om, at guder kontrollerede de usynlige kræfter, der var ansvarlige for succes eller fiasko for noget uden for menneskelig kontrol. Hver stat/polis/borgerlig enhed/institution blev sponsoreret af en gud. Institutionen blomstrede med gudens gunst og led for gudens vrede.

Jeg vil tegne en bred analogi her - dette vil ikke holde til analyse, og på ingen måde mener jeg at respektere, men forestil mig, at der var en etnisk gruppe i nutidens amerika, der nægtede at sige troskabsløftet, at betale normal respekt for flaget, nægtede at deltage i retssager, fordi de omfattede flaget, nægtede at komme ind i offentlige bygninger, der viste flaget, nægtede at sende deres børn til offentlige skoler (fordi skolen viser flaget). Denne gruppe ville ikke, under straf af retsforfølgning, udføre selv de mest minimale handlinger med respekt for flaget (stående, hilsen osv.) Forestil dig, at de afviste kompromiser mellem grupper som Jehovas Vidner, der finder kompromisstillinger, der støtter staten, mens afviser den praksis, som de finder afgudsdyrkelse. En sådan gruppe ville blive genstand for stor kontrol for at forsøge at forstå deres foragt for vores fælles symbol. De første kristne afviste deres nabos borgerlige symboler - de gik endnu længere og hævdede, at respekten for nationale symboler var afgudsdyrkende og syndig og satte den evige sjæl i fare.

Som jeg sagde, dette er ikke en præcis metafor - ingen i dag tror, ​​at flagets lykke er påkrævet for national velstand. Men hvis en sådan gruppe eksisterede (og jeg er ikke interesseret i eksempler eller modeksempler), de ville være de intolerante, ikke flaget.

Dette vender hurtigt væk fra historien.


Dette citat, fra Giuseppe Ricciotti's Martyralderen: Kristendommen fra Diocletian (284) til Konstantin (337), ser ud til at besvare mange af mine spørgsmål samtidigt:

  1. ... hele den polyteistiske lære [af romerne] blev ved at blive forvandlet. Allerede omkring halvtreds år før Diocletian [c. 284], var der ubevidst blevet foretaget en slags hierarkisk konføderation, der samlede de utallige guder i en liste og lagde dem alle under én øverste gud. Folk spurgte, hvad alle disse guder og gudinder, så forskellige og ofte så modstridende, virkelig tilføjede? Var de en stor skare af guder, der styrede universet, hver især uafhængigt af den anden? Eller var der måske en quid unum hvilket var fælles for dem alle? Hvis der var det, så kunne de måske alle reduceres til sådan et altomfattende øverste princip? Sådanne spørgsmål førte ikke rigtig til monoteisme. Filosofer søgte at passe alle disse guder ind i et system, der var rimeligt, kompakt og harmonisk. De forsøgte at bygge en solid pyramide med kun en spids.

  1. Der var mange, der modtog denne løsning taknemmeligt og tilføjede bevis og eksempel fra naturen selv. Det var tilstrækkeligt at rejse øjnene til himlen og overveje solens funktion i den materielle verden. Animerede det ikke alt?- Var det ikke den store giver af lys og liv? Andre liv og energikilder skulle findes i naturen, men disse var alle afledt af solens øverste kilde, uden hvilken alt ville falde i inerti, i mørke og død. Disse mindre kilder var underordnet den højeste kilde og fungerede som så mange spejle, der mere eller mindre trofast afspejlede det største lys og adskilte sig ikke væsentligt fra det.
    Det samme var sandt, sagde de, i gudernes verden. Der var mange guder og gudinder, men de var alle delvis refleksioner af den højeste gud Sol, og hvad der end kunne forudsiges af dem, kunne i den ultimative analyse også være baseret på Sol.
    Kejser Aurelian havde været en entusiastisk tilhænger af kulten Sol. Søn af en præstinde i Sol, havde han i 274 bygget i Rom et overdådigt tempel til Deus Sol dominus imperii Romani, forenede i denne gud grækernes og orientalernes forskellige solguder (Helios, Baal) og placerede dem i det officielle romerske pantheon. Han var selv som kejser repræsentant for denne gud med titlen Deus et Dominus og blev vist på mønter ved at modtage en klods fra Sol, for at angive hans verdensomspændende styre.
    Denne forbindelse mellem kejseren og solguden- ofte identificeret eller forvirret med Apollo- fortsatte længe; selv kaldte Diocletianus, da han dræbte Aper, guden Sol som vidne om sin egen uskyld (par. 2). På den måde benægtede han ikke de romerske guder under ledelse af Jupiter. Jupiter virkede mere egnet til politiske anliggender, og Diocletianus selv valgte senere navnet Jupiter (par. 5), hvorimod den juridiske virksomhed med fordømmelsen af ​​Aper var bedre egnet til Sol, kilden til alt lys. De to guder var i hvert fald meget ens, og den største stjerne i naturen svarede til den største gud i det romerske panteon.

Med hensyn til tolerance, ibid. §30 siger:

  1. … I de første år af hans [Diocletians] styre havde han ingen fjendtlighed over for religioner, der ikke var romerske, og i virkeligheden betragtede dem dem med den gamle romerske tolerance, der dels stammede fra teoretisk skepsis og dels fra praktisk forsigtighed.

Det er helt muligt at finde gamle grækere og romere, der diskuterer netop denne sag. Min amatøropfattelse er, at det var en slags yndlingsstue at prøve at kortlægge guderne i en civilisation til en anden og måske opdage nye. Jeg vil give flere eksempler på dette fra Herodotus. Folk er temmelig skeptiske over for Herodot med hensyn til faktuel nøjagtighed, men jeg tror, ​​vi kan acceptere, at hans arbejde repræsenterer i det mindste en indflydelsesrig grækers mening. Jeg går fra denne kopi på nettet.

Angående skyterne:

De tilbeder kun følgende guder, nemlig Vesta, som de respekterer ud over alt det andet, Jupiter og Tellus, som de anser for at være Jupiters kone; og efter disse Apollo, Celestial Venus, Hercules og Mars. Disse guder tilbedes af hele nationen: Royal Scythians ofrer ligeledes offer for Neptun. På den skythiske tunge kaldes Vesta Tabiti, Jupiter (meget korrekt efter min vurdering) Papaeus, Tellus Apia, Apollo Oetosyrus, Celestial Venus Artimpasa og Neptune Thamimasadas. De bruger ingen billeder, alter eller templer, undtagen i tilbedelsen af ​​Mars; men i hans tilbedelse bruger de dem.

Perserne:

De skikke, som jeg ved, at perserne skal overholde, er følgende: de har ingen billeder af guderne, ingen templer eller alter, og betragter brugen af ​​dem som et tegn på dårskab. Dette kommer, tror jeg, fra deres tro på, at guderne ikke har samme natur med mennesker, som grækerne forestiller sig. Deres vane er imidlertid at bestige toppen af ​​de højeste bjerge, og der at ofre Jupiter, hvilket er navnet, de giver til hele kredsløbet på himmelen. De tilbyder ligeledes til solen og månen, til jorden, til ild, til vand og til vinden. Disse er de eneste guder, hvis tilbedelse er kommet ned til dem fra oldtiden. I en senere periode begyndte de tilbedelsen af ​​Urania, som de lånte fra arabere og assyrere.

Assyrere:

En kvinde, der engang har taget plads, må ikke vende hjem, før en af ​​de fremmede kaster en sølvmønt i hendes skød og tager hende med sig ud over den hellige jord. Når han smider mønten siger han disse ord: "Gudinden Mylitta trives med dig." (Venus kaldes Mylitta af assyrerne.)

Massagetae (der tilsyneladende var nomader fra den asiatiske steppe):

Den eneste gud, de tilbeder, er solen, og til ham ofrer de hesten; under forestillingen om at give de hurtigste af guderne den hurtigste af alle dødelige skabninger.

Og etiopierne:

De eneste guder, som indbyggerne tilbeder, er Jupiter og Bacchus, til hvem der uddeles stor hæder. Der er et orakel af Jupiter i byen, som leder etiopiernes krigiske ekspeditioner; når det befaler, går de i krig, og i hvilken retning det byder dem at marchere, dertil bærer de straks deres arme.

Herodot ser i hvert fald ud til at have en meget ekspansiv fornemmelse af antallet af guder, der tilsyneladende glæder sig over opdagelsen af ​​nye og nye ritualer for at ofre og mener, at andre kulturer har gode ideer om religion og stærke forbindelser til guderne . Han ser ud til at dømme dem, der strengt begrænser antallet af guder, til at være en slags tilbagestående og måske gå glip af en opfyldelse, der er mulig i en bredere religiøs praksis. Når det er sagt, ser det ud til, at hver by og måske hver person havde en delmængde af guder, som de var partielle i, og i betragtning af de utallige naturguddomme (f.eks. Hver flod) ville det være umuligt at tilbede dem alle.

Som andre svarere har sagt, ser det ud til, at der altid var plads til flere guder, men det var måske dårlige manerer at antyde, at en gud ikke eksisterede.


Det antikke Grækenland var altid opdelt i selvstyrede bystaterige. Mennesker i hver af disse havde deres egen særskilte kultur, og de sporede nedstigning med en bestemt gud eller andre figurer som en helt. Derfor mente de, at deres bys guddom beskytter og hjælper med at udvikle deres by. Så de tilbad hovedsageligt guderne i deres egen by.

Men ligesom en kristen ville besøge enhver gammel kirke i en anden by, der tilhørte enhver anden sekt af kristendommen, tilbad folk på samme måde gud for et sted, når de besøgte dette sted, på den måde turister fra alle religioner ville besøge Basílica de la Sagrada Família i Spanien.

En anden vigtig ting er, at folk, der tilhører bestemte erhverv (ofte et familieyrke for successive generationer), ville tilbede guden for deres særlige erhverv. Sømænd tilbad Poseidon, hvorimod studerende, forskere og filosoffer tilbad Athena. Hvis du gik til deres sted, ville de foreslå dig at bede eller ofre til deres gud, før de udførte deres særlige arbejde. Ligesom de kunne bede dig om at bede en gang til Vædderen før du går i krig.

Konklusionen: Der kunne ikke have været tvunget en til at bede eller kun ofre til bestemte guder. Men du kan blive foreslået at bede den ene over den anden. Ofte var det også baseret på personlig forkærlighed for en gud.


Pederasty i det antikke Grækenland

Pederasty i det antikke Grækenland var et socialt anerkendt romantisk forhold mellem en voksen mand ( sletter) og en yngre han (den eromenos) normalt i teenageårene. [2] Det var karakteristisk for de arkaiske og klassiske perioder. [3] Pederastiens indflydelse på græsk kultur i disse perioder var så gennemgribende, at det er blevet kaldt "den vigtigste kulturelle model for frie relationer mellem borgere." [4]

Nogle forskere lokaliserer sin oprindelse i indledningsritual, især overgangsritualer på Kreta, hvor det var forbundet med indgang til militærliv og Zeus 'religion. [5] Den har ingen formel eksistens i de homeriske epos og synes at have udviklet sig i slutningen af ​​det 7. århundrede fvt som et aspekt af den græske homosociale kultur, [6] som også var præget af atletisk og kunstnerisk nøgenhed, forsinket ægteskab for aristokrater, symposier og social afsondrethed af kvinder. [7] Pederasty blev både idealiseret og kritiseret i gammel litteratur og filosofi. [8] Argumentet er for nylig blevet fremført om, at idealisering var universel i den arkaiske periode, der begyndte kritik i Athen som en del af den generelle klassiske athenske revurdering af arkaisk kultur. [9]

Lærde har diskuteret rollen eller omfanget af pederasti, som sandsynligvis vil have varieret i henhold til lokal skik og individuel tilbøjelighed. [10] Det engelske ord "pederasty" i nutidens brug kan indebære misbrug af mindreårige i visse jurisdiktioner, men athensk lov anerkendte f.eks. Både samtykke og alder som faktorer i reguleringen af ​​seksuel adfærd. [11]


De tre skæbner: Destiny’s Guities i det antikke Grækenland og Rom

De gamle grækere mente, at mange aspekter af en persons liv blev bestemt af de tre mytiske kvinder kendt som Fates. Disse var tre søstergudinder, der optrådte i græsk og romersk mytologi og blev antaget at have "spundet ud" et barns skæbne ved fødslen. De bestemte, hvornår livet begyndte, hvornår det sluttede og alt derimellem. Ved hver mands fødsel syntes de at snurre, måle og klippe livets tråd. Imidlertid var ikke alt ufleksibelt eller forudbestemt. En mand bestemt til at blive en stor kriger en dag kunne stadig vælge, hvad han ville gøre på en given dag. Guderne kunne simpelthen gribe ind med beslutninger, der kunne være nyttige eller skadelige. På en måde kontrollerede de det metaforiske liv for hver dødelig født.

'Alexander den Store og skæbnen' af Bernardino Mei (Wikimedia Commons)

Kendt som Moirai eller Moerae i græsk mytologi og Fata eller Parcae af romerne, bestod skæbnen af ​​tre kvinder, der ofte blev beskrevet som ældre, strenge, alvorlige, kolde og ubarmhjertige. Deres navne på græsk var Clotho, ("spinderen"), Lachesis ("apportionen") og Atropos ("det uundgåelige"). De romerske navne for dem var Nona, Decuma og Morta. Mens græsk fremstilling af disse guder var den for alvorlige og travle jomfruer, fremviste romerne dem ofte som værende onde eller nægter mennesker deres håb og ønsker.

Clotho, Lachesis, og Atropos. 'De tre skæbner' af Paul Thumann (Wikimedia Commons).

De første Moirai -gudinder, Clotho, der betyder spinner, snurrede livets tråd. Hun er afbildet som en jomfru og ses ofte bære en spindel eller en rulle (skæbnenes bog). Lachesis, der betyder ubøjelig, målte livstråden, der bestemte, hvor længe man ville leve. Hun optrådte som en matron med en stav, som hun peger på horoskopet på en globus. Atropos, der betyder "ubønhørlig" eller "uundgåelig", var afskærer af livets tråd og fremstod som en krone. Hun valgte måden for hver persons død, og da deres tid var slut, klippede de deres livstråd med saks. Den mindste af de tre, hun er også karakteriseret som den mest forfærdelige. I forskellige beretninger vises de tre gudinder med stave, scepter eller iført kroner som symboler på herredømme. De boede alle i Zeus ’palads på Olympusbjerget.

Ved fødslen af ​​en dreng snurrede Moirai tråden i sit fremtidige liv, fulgte hans skridt og styrede konsekvenserne af hans handlinger i henhold til gudernes råd. Skæbnen blandede sig ikke direkte i menneskelige anliggender, men benyttede sig af mellemliggende årsager og bestemte lot dødelige betinget. Mennesket fik lov til at udøve en vis indflydelse på dem. Da menneskets skæbne blev bestemt ved hans død, blev skæbnesgudinderne dødens gudinder, 'Moirai Thanatoio'.

Det er sandsynligt, at Moirai kontrollerede skæbner for både dødelige og guder, og de er endda blevet beskrevet som værende mere magtfulde end guderne. Homer skrev i Iliaden, ”det var skæbnesviljen, at grækerne ødelagde Troja, da rygter og panik fik grækerne til at ville flygte. Aeneas var skæbnen til at tage til Italien, på trods af Heras bedste indsats. Heras handlinger i forsøget på at trodse skæbnen førte til en tidlig død af Dido, dronningen af ​​Kartago. Da hendes tråd ikke var klippet til så kort en længde, ville hun ikke dø, selvom en dolk havde gennemboret hendes bryst. ” Mens Zeus regerede som den øverste græske guddom, var han underlagt skæbnen og skæbneskabens beslutninger snarere end kilden til den. Men Zeus havde, hvis han valgte, magten til at redde dem, der allerede var i fare for at blive grebet af deres skæbne.

Zeus vejer menneskets skæbne af Nicolai Abraham Abildgaard, 1793 (Wikimedia Commons)

Personificeringen af ​​skæbnen som Moirai, er først klart beskrevet i Hesiodos episke digt Theogony (ca. 700 f.v.t.). Hesiodos præsenterer Moirai som døtre af Zeus og gudinden Themis. De forestiller sig, at de udfører den kvindelige opgave at spinde - at trække en garntråd ud, der repræsenterer hver persons liv. I tråden kan være vævet sorg, rigdom, rejser og lignende. Det er usikkert, hvem forældrene til Morai var. I nogle myter var de døtre af Zeus og Titan -gudinden Themis, gudinden for guddommelig orden. Nogle siger, at de var døtre af Erebus (Mørke) og Nyx (eller af Zeus og Themis). I nogle tilfælde var de relateret til Ananke, personificeringen af ​​nødvendigheden.

'Destiny' af Henry Siddons Mowbray (Wikimedia Commons)

Ideen om tre gudinder forbundet med ens skæbne optræder i forskellige former i mytologien. Grækerne genkendte en anden triade af gudinder kaldet Horae, som var forbundet med Afrodite. Nordboerne kaldte deres tre skæbner for nornerne og blev undertiden omtalt som de mærkelige søstre fra det nordiske ord wyrd, der betyder "skæbne". Kelterne havde tre krigsgudinder, kendt som Morrigan, der bestemte soldaters skæbne i kamp. Ideen eller billedet af en tredobbelt gudinde kan være forbundet med en meget gammel tilbedelse af en mångudinde i tre forskellige former: en jomfru (nymåne), en moden kvinde (fuldmåne) og en krone (den gamle måne).

Skæbnen var populære figurer for kultdyrkelse i Grækenland, og bevis tyder på, at der var helligdomme for dem i større byer som Korinth, Sparta og Theben. Der blev også tilbudt skæbnen til skæbnen under festivaltider i Athen, Delphi, Olympia og Sicyon, og de menes at have været til gavn i høstsæsonen. I dag spores oprindelsen og betydningen af ​​ordet 'skæbne' til mytologien for disse tre magtfulde gudinder.

Udvalgt billede: The Three Fates af Sodoma, 1525 (Wikimedia Commons)

Mitford, Miranda. En illustreret guide til deres oprindelse og betydning. London: Dorling Kindersley Publishers Ltd:, 2008.

Cotterell, Arthur og Arthur Cotterell. Mytologi: En encyklopædi af guder og sagn fra det antikke Grækenland og Rom, kelterne og nordlandene. [Ny udgave. London: Southwater, 2001.


Separationsangst hos kæledyr

Separationsangst hos kæledyr er en rigtig ting, og det er vigtigt at genkende advarselstegnene.

Siden marts krævede Covid-19 det meste af verden i karantæne i deres hjem. Størstedelen af ​​mennesker endte med at arbejde hjemmefra i næsten fem måneder. Dette betød, at kæledyrsejere konstant var med deres kæledyr, der gav dem opmærksomhed, legede med dem, slap dem ud osv. Derfor, da verden langsomt begyndte at åbne op igen, og kæledyrsejere begyndte at vende tilbage til normale livsarbejdsplaner væk fra hjemmet, kæledyrsejere bemærkede en forskel i måden, hvorpå deres kæledyr handlede. Mange kæledyr udvikler separationsangst, især i denne vanvittige tid, hvor størstedelen af ​​mennesker sad fast inde og næsten ikke forlod huset.

Separationsangst hos kæledyr kan føre til:

Tygge, grave og ødelægge

Hvad forårsager separationsangst:

En række ting kan forårsage separationsangst hos kæledyr. En klar grund lige nu skyldes covid-19, der kræver, at enkeltpersoner bliver hjemme i længere perioder. Derefter kunne disse personer vende tilbage til deres daglige liv og efterlade kæledyr sammen i længere perioder. En anden grund er, at nogle adoptable hunde kan have separationsangst, når de først adopteres, fordi de frygter, at deres værge kan forlade. En anden årsag er, hvis et kæledyr oplever en pludselig ændring i sin normale rutine, f.eks. Covid-19, kan det til gengæld forårsage separationsangst hos dem. Vær opmærksom på, at også flytning kan forårsage separationsangst, så hvis din hund og du bevæger dig meget rundt, kan det udløse separationsangst hos dit kæledyr.

Sådan opretholdes separationsangst:

Hvis dit kæledyr har et mildt tilfælde af separationsangst, kan du prøve at vende, når du forlader noget spændende for dit kæledyr. Dette kan betyde at tilbyde dem godbidder, før du tager afsted, så de begynder at forbinde dig med at gå med at få en godbid. Det kan også være nyttigt at lade dem puslespil som legetøj som mærket KONG tilbyder legetøj, som du kan putte godbidder i eller putte mad som jordnøddesmør eller ost i. Dette legetøj vil distrahere dit kæledyr et stykke tid, og de får en belønning, når de leger med legetøjet. Disse legetøj forsøger kun at tilbyde dit kæledyr, når du forlader huset. Dette vil træne dit kæledyr til at begynde at nyde den tid, du forlader, fordi de ved, at de vil blive belønnet.

Hvis dit kæledyr har et moderat tilfælde af separationsangst, kan det tage mere tid at vænne dem til, at du går. Dette betyder at tage processen med at forlade dem langsommere. Begynd kun at forlade dit kæledyr i korte perioder ad gangen og fortsæt med at belønne dem. Når de begynder at vænne sig til det, øges den periode, du er væk. Over tid vil dit kæledyr begynde at erkende, at det er eget, du er væk, fordi det modtager belønninger. Til hunde, der har alvorlig angst, især når de bemærker, at du tager sko på eller tager fat i dine nøgler. For disse kæledyr prøver at forbinde disse ting med, at du ikke altid forlader. Prøv at bruge disse ting, men lad være med at vise dit kæledyr, at de ikke er frygtede for disse ting. Hvis du har et kæledyr, der typisk følger dig rundt, skal du prøve at gøre ting som at fortælle din hund at sidde og blive uden for en badeværelsesdør, mens du går ind i det rum. Øg gradvist den tid, du forlader dit kæledyr på den anden side af døren. Dette træner et kæledyr i, at de kan være alene og vil være i orden. Denne proces vil tage et stykke tid, så vær rolig og tålmodig med dit kæledyr. Denne proces skal starte i et værelse, men bør overarbejde komme op til, at du kan forlade dit hus og gå udenfor, uden at dit kæledyr følger med. Fortsæt med at holde øje med tegn på stress hos dit kæledyr som f.eks. Pacering, skælven, panting osv. Hvis nogle af disse tegn og andre vises, skal du tage et skridt tilbage og bevæge dig langsommere. Under denne overordnede proces er det vigtigt, at du tager det langsomt, så prøv slet ikke at forlade dit kæledyr, hvilket kan være meget svært. Prøv at arrangere, hvis du har brug for at forlade, at en person som en ven kan kigge forbi og være sammen med dit kæledyr eller prøve at bruge en doggy dagtilbud, så dit kæledyr ikke er helt alene.

Nogle andre tips:

Når du hilser dit kæledyr efter at have været væk, skal du sige hej på en rolig måde og ignorere dem, indtil de begynder at forblive rolige. Det samme med at sige farvel, forbliv rolig og giv ikke ind på, at de er vilde og skøre. For at berolige dem, prøv at få dem til at udføre en opgave, de kender som at sidde eller sidde ned. Et andet tip er, at mulig kasse træner dit kæledyr. Hvis dit kæledyr forbinder deres kasse med at være et sikkert sted, kan dette lette deres angst, når du tager af sted. Det kan også være nyttigt, hvis du ikke kasser dit kæledyr for at give et sikkert rum, som dit kæledyr typisk betaler det mest behagelige i. Et andet tip er at give masser af mental stimulering til dit kæledyr som godbidder og legetøj. Prøv også at give din hund en form for motion, før du tager afsted hver dag. Hvis du efterlader skjulte godbidder og mad til dit kæledyr hele dagen, vil det også holde dem travlt og underholdt. Hvis ingen af ​​ovenstående tips hjælper, kan du prøve at søge hjælp fra en professionel i kæledyrsadfærd. De vil være i stand til at bestemme et regime, der hjælper dig og dit kæledyr med at blive bedre. Medicin kan også være nødvendig i alvorlige tilfælde for så at sige til en dyrlæge om de forskellige muligheder for dit kæledyr.

Separationsangst kan være almindelig hos kæledyr, især efter det år alle har haft. Se efter tegn på separationsangst hos dine kæledyr, og læg mærke til de forskellige måder, du kan hjælpe dit kæledyr med at blive bedre. Husk også aldrig at straffe dit kæledyr for angstfuld adfærd. Gør dit bedste for ikke at disciplinere og i stedet bruge disse tips til at undgå fremtidig adfærd. Adskillelsesangst kan opretholdes med tålmodighed.


RETINEN AF ZEUS

Da Zeus passede sin rolle som gudernes konge, deltog Zeus i et stort komplement af mindre guddommeligheder.

Hans trone blev bevogtet af fire bevingede ånder, to mandlige og to kvinder, der hedder Kratos (Strength), Zelos (Rivalry), Nike (Victory) og Bia (Force). Kratos og Bia fungerede som muskulære håndhævere og fik til opgave at udføre opgaver såsom anholdelse og fængsling af Titan Prometheus. Nike kørte Zeus 'vogn og fulgte ham ofte i miniatureform som noget af en guddommelig velkendt.

Guden Hermes var Zeus 'personlige varsler, der fungerede som diplomat, udsending og generalagent for gudens vilje.

Hans budbringer var Iris, regnbuens vingede gudinde, som simpelthen videresendte beskeder ordrigt og leverede kommandoer til de andre guder.

Zeus 'højerådsmedlem Themis, gudinde for lov og orden, sad ved siden af ​​hans trone. Hun deltog i deres seks døtre Moirai (Fates) og Horai (Seasons). Disse gudinder var i fællesskab ansvarlige for kosmos ordnede funktion. Themis blev også anklaget for at indkalde alle guderne til forsamling i Zeus 'gård.

Guds jomfru søster Hestia boede også i hans palads, hvor hun passede den evigt brændende, guddommelige ildsted i midten af ​​hans hal.

Metis, visdoms gudinde, var måske hans mest usædvanlige ledsager. Zeus slugte hele hende for at undgå en profeti, og hun tog ophold i hans mave. De gamle grækere troede, at maven frem for hjernen var tankens og følelsens sæde, og ved at undertrykke hende implanterede han effektivt kloge råd i sit sind. Hun fortsatte med at eksistere i en eller anden form inden for guden, selv i den grad at føde Athena der og udstyre hende med rustning og våben før hendes anden fødsel fra Zeus 'hoved.

Ganymedes og gudinden Hebe var Zeus 'bæger, der serverede ambrosia og nektar ved gudernes fester.
Den bevingede Harpyiai (Harpies), kendt som Zeus & quothounds & quot, var rå skabninger, som gud havde til opgave at bære eller chikanere dødelige.
Pegasos, den vingede hest, bar Zeus 'lyn, og fire andre udødelige heste trak hans vogn gennem himlen.


5c. Guder, gudinder og helte


Et familieportræt af de 12 olympier.
Men vent, hvem er det der hænger sammen af ​​Zeus?

De gamle grækere var polyteistiske og mdash, det vil sige at de tilbad mange guder. Deres store guder og gudinder boede på toppen af ​​Mount Olympus, det højeste bjerg i Grækenland, og myter beskrev deres liv og handlinger. I myter greb guder ofte aktivt ind i menneskers daglige liv. Myths were used to help explain the unknown and sometimes teach a lesson.

For example, Zeus, the king of the gods, carried his favorite weapon, the thunderbolt. When it rained and there was thunder and lightning, the ancient Greeks believed that Zeus was venting his anger.

Many stories about how the Greek gods behaved and interacted with humans are found in the works of Homer. He created two epic poems: the Iliad , which related the events of the Trojan War, and the Odyssey , which detailed the travels of the hero Odysseus. These two poems were passed down orally over many generations.

A Soap Opera from Hellas

The Greeks created gods in the image of humans that is, their gods had many human qualities even though they were gods. The gods constantly fought among themselves, behaved irrationally and unfairly, and were often jealous of each other. Zeus, the king of the gods, was rarely faithful to his wife Hera. Hera plotted against Zeus and punished his mistresses.

The Greek gods were highly emotional and behaved inconsistently and sometimes immorally. Greek religion did not have a standard set of morals, there were no Judaic Ten Commandments. The gods, heroes, and humans of Greek mythology were flawed.

In addition to Zeus and Hera, there were many other major and minor gods in the Greek religion. At her birth, Athena, the goddess of wisdom, sprang directly from the head of Zeus. Hermes, who had winged feet, was the messenger of the gods and could fly anywhere with great speed. Aphrodite, the goddess of love, was the most beautiful being in the universe. Her brother, Ares, the god of war, was sinister, mean, and disliked. Poseidon, ruled the sea from his underwater place and Apollo rode his chariot across the sky, bringing the sun with him.

Hades was in charge of the dead in the underworld. Almost all people went to Hades after they died whether they were good or bad. To get there, the dead had to cross the river Styx. Charon was the name of the boatman who ferried the souls of the dead across the river Styx to Hades.

Typically, the gods punished those who were bad. For example, Tantalus who killed his own son and served him to the gods for dinner was sent to Hades and made forever thirsty and hungry. Although there was a pool of clear, fresh drinking water at his feet, whenever Tantalus bent down to drink, the pool would dry up and disappear.

Likewise, over his head hung the most delicious fruit. However, whenever Tantalus reached for them, a wind would blow them just out of his reach. The English word "tantalize" derives from the name Tantalus.

Pandora's Box and Hercules' Labors

Myths helped explain how the world came to be the way it was. In one myth, Zeus created an incredibly beautiful and nearly perfect woman named Pandora. Her one flaw was that she was very curious and suspicious. Hermes, Zeus's messenger, gave Pandora a golden box. He warned her never to open it because terrible things would occur if she did.

But Pandora could hardly contain her curiosity and eventually broke down and opened the special box. Out from the box flew all the evils that plague humanity: famine, greed, pain, sorrow, etc. Only one thing remained in the box &mdash hope &mdash which humans managed to hold on to. This myth explains the origins of human misfortune. At the same time, it teaches a moral lesson by warning of the dangers of curiosity.

In addition to myths about gods, the ancient Greeks also told stories about heroes. One of the most famous Greek heroes was Hercules, the world's strongest man. Hercules was the illegitimate son of a mortal woman and Zeus, who tricked the woman by disguising himself as the woman's husband. Hera, Zeus's wife, was angry about Zeus' affair and sought to punish Hercules. Hera tricked Hercules into believing that his entire family were dangerous beasts, which Hercules then proceeded to kill. When Hercules realized that he had killed his entire family, he agreed to perform 12 tasks to atone for his terrible actions. For one of the tasks, Hercules had to slay the nine-headed monster called the Hydra.

For another task, he had to clean the filth from Augean stable, which had not been attended to in 30 years. To do this, Hercules diverted the course of a river that washed away the mess. In the end, he completed the so-called 12 Labors of Hercules and made up for the murder of his family.


How did the Roman people worship their gods?

The most common method was to burn incense as a sign of respect there was also prayer.

Worship is something you do. The older religions such as Hinduism and Paganism worshipped god by offerings. Since their god provided them with many things, the people wanted to pay them back. Although they knew they could never pay them back, they would attempt as a sign of respectcand worship. They would offer a seat, place a statue in their honor representing the deity they worshipped. Bathe the statue with water, milk, honey etc. Clean it, offer clothing, food, water. In European paganism they would offer wine. And light incense and a candle or flame which they would wave around the statue to adore the features. In so,e cases around the world they would do a fire sacrifice where they would offer many things to the fire to take to the Gods. In India they offer clarified butter and samagri which is a mixture of ingredients. They would be offered into the fire accompanied with prayers called mantras in India. This is called a Havan Yagna in India, Haoma Yasna in Persia, and igni sacrifice in Europe. This culture belongs to the indo-Europeans aka the Aryans. Today 0% of this culture resides in Europe, 10% in Iran, and the Middle East. And 90% resides in India and among Indians throughout the world.


Games of Ancient Greece—The Life and Death of a Greek Athlete

Long jumpers in ancient Greece (Image: By Unknown/National Archaeological Museum, Athens)

The Belongings of an Athlete

/> Strigils were used by Greeks and Romans to scrape layers of sand and oil from their bodies after exercising. (Image: By Anonymous (Roman Empire) – Walters Art Museum/Public domain)

The young man was laid to rest with items belonging to an athlete who had participated in specific games of Ancient Greece. He had a strigil, which is a small bronze implement for scraping olive oil from your body. The way of getting clean in the Greek and Roman world was not to use soap—a Celtic invention—but to smear yourself with olive oil.

The olive oil would pick up all of your dry, dead skin, your sweat, the dirt, and you would scrape everything off. They were probably much cleaner then than we are when coming out of the shower. Then they were ready to get in a bath and relax in the water.

This is a transcript from the video series Classical Archaeology of Ancient Greece and Rome. Watch it now, on The Great Courses.

There was an unguentarium, a little vial that would have had perfume in it to rub on his body or after the bath. There were the prizes that he had won as an athlete, at least some of them: Three beautiful amphorae from the city of Athens. He had participated in the Games. He might have also been an Olympic athlete during the Olympic year.

The prizes for the winners were big, beautiful Athenian pots were filled with olive oil. (Image: By Creator:Euphiletos Painter/Public domain)

The prizes for the winners were big, beautiful Athenian pots filled with olive oil, which was worth a lot of money. There was no such thing as the amateur athlete in antiquity. On one side of the pot was Athena, with her shield and spear and helmet, but on the other side were pictures of an event. You would get, as a runner, Panathenaic amphorae showing runners. As a boxer, the Panathenaic amphorae showed boxers. Ikkos had three and they were all different: There was a charioteer, a scene of boxers, and a scene of a double image on a vase that showed discus and long jump.

The Physique of an Ancient Athlete

What was he? They brought him to a laboratory where physical anthropologists studied his frame. He was about 5 feet 6 inches tall, and in perfect condition, both as a specimen in terms of his physique and also the bone preservation. The latter was very good because of the stone chamber he was buried in. If you are buried in the soil, many soils are acid and will eat the bone.

They were able to analyze both the growth of the bone and the muscle attachments. Muscle attachments are the little holes in the bone where a muscle has its end inserted to hold on, and they get bigger and bigger as you work that muscle. You can determine the robusticity of the person from the muscle attachments, as well as the bone itself.

He had an overall robusticity that was remarkable, especially in the legs. He didn’t seem to be a boxer. Boxers tend to build up their upper bodies in the deltoid muscles from continual punching. Greco-Roman boxers held their hands continually at a high level and punched, as we can tell from the vase paintings. Boxing did not seem likely because of the overall development of the body.

The charioteer seemed even less likely. The charioteers themselves were not important athletes. It was the horses that were important, and the owner of the horses who was crowned as the winner. Often the charioteers were boys, like the famous bronze charioteer from Delphi who rode a winning chariot from a tyrant’s entry from Sicily. It didn’t seem likely that this great athlete would have been the charioteer.

That left the discus and long jump. Those two events were part of the ancient pentathlon. That fivefold event called for every part of the body to be well developed. It seemed clear that was this young man’s event—he was a pentathlete.

An Athlete’s Life in Ancient Greece

The interesting question was what kind of a life did he lead? With modern scientific analysis, we can determine diet. He lived in a part of the world where people, even in 500 BC, were obsessed with the health and diet of athletes. In the modern era, we sometimes think we’re a sports-crazy world. We are nothing compared to the ancient Greeks, and to a lesser extent, the ancient Romans, who worshiped—very literally—athletes.

Winning athletes bore on their heads a ribbon that was their prize. They tied it around their brows. The only other people allowed to do that were Gods, heroes, priests, and priestesses. It was a mark of divinity.

If you were a great athlete, somebody would come along, scoop up the scrapings from the body after you cleaned yourself, and sell them on the market as a medicine because it was so valuable—it came from this great athlete. If you won several times at Olympia, you were allowed to have a portrait sculpted of your body that was then located on public display so people could study the musculature and admire you.

He had this perfect body. Thanks to isotope studies of what’s in his bone, we now can look at his diet, because it is very true—you are what you eat. His body was an artifact that he had created by every decision he made about which spring to drink out of, what meal to eat, what exercises to do during the day. All of his habitual positions during the day—did he squat, stand, run frequently—all of these things shaped his body, just as every disease shaped his body.

Every period that a person goes without food as a child leaves a mark on the teeth. Your teeth have little laminations that appear annually, like tree rings. You can pick out over the years—both in the teeth and some of the bones—the marks of the lean years, the famine years, the malnourished years, when the person wasn’t getting enough to eat.

Ikkos had perfect growth, every year. He was never without food. He seemed to have a very specific diet, one associated with an ancient Greek school of scientific, medical, and dietary thought, specific to southern Italy, which recommended a vegetarian diet with occasional jolts of meat. He seems to have been raised to be an athlete, in perfect condition. They compared him to modern athletes’ frames and decided he would have done very well at the modern Olympics if he’d been called upon to compete.

We have then, in this remarkable athlete from ancient Taras, a witness to the intensity of the fervor that the ancient Greeks felt for their games and their athletes. He was brought up from the cradle to be an athlete, both in the training and in the dietetic regimen—something that they took much more seriously, it would seem, even than we do.

Common Questions About the Games in Ancient Greece

Populær games in ancient Greece were many of the same played during the OL year, such as pentathlon, wrestling, boxing, and discus.

The oldest sport and one of the most popular of the games in ancient Greece is wrestling, or pale as it was called then. It dates back to 3000 BCE and was included in the OL in 708 BCE.

A healthy body was vital to the ancient Greeks , as was entertainment, but even more important was perfection. Det OL provided an arena for all of this in ancient Greece.

The most fatal sport of the games in ancient Greece was Pankration. Pankration was a blend of wrestling and boxing, much like modern Mixed Martial Arts.


Did Greeks and Romans tolerate those who only worshipped some of their gods? - Historie

Religion was an important part of daily life in Rome. It helped Romans make sense of good and bad things that happened. If terrible things like natural disasters or battle losses occurred, Romans believed it was evidence that the Gods were unhappy with the people of Rome. When good things like a battle victory or a good harvest happened, Romans believed it was evidence of help or approval from the Gods. To keep the Gods happy, Romans often participated in animal sacrifices of lambs, pigs or bulls. At one time, even prisoners of war were offered as human sacrifices, but this practice was discontinued. Romans also held festivals and built temples to celebrate the Gods.

Romans worshiped a pantheon, also thought of as a council, of 12 major gods. These 12 major gods were called the Dii Consentes. This group included six gods and six goddesses. The gods included: Jupiter, Neptune, Mars, Apollo, Vulcan and Mercury. The goddesses were Juno, Minerva, Venus, Diana, Vesta and Ceres. Jupiter ruled over the Pantheon.

In fact, the famous Pantheon in Rome was dedicated to the Roman Gods. The exact purpose of the building is unknown. Though it has been used as a church, historians are unsure of whether ancient Romans actually worshiped there. The Pantheon was built by the consul Agrippa between 27 B.C. and 25 B.C.

In Roman religion, Mars was a very important god. His role was second only to Jupiter, the leader of the pantheon. Mars was the son of the God Jupiter and the Goddess Juno. His father, Jupiter, was the God of the sky and thunder. Jupiter was considered the chief, or central, guardian of Rome and was often considered to be witness to solemn oaths such as those undertaken by government officials or soldiers. His mother, Juno, was the protector of Roman women and was the patron Goddess of Rome. Both his mother and father were renowned for strength and protection. Mars himself was the god of war and was, himself, seen as protector of the Roman Army. He was thought to be difficult, argumentative and unpopular among the gods, but was revered by men especially soldiers. It was even reported that Mars was the father of Romulus and Remus, the twin brothers who were the founders of Rome.

Mars was known as the Roman god of war. He was said to love the violence and conflict. His persona represented military power and the noise and blood of battle. Since he was the father of Romulus and Remus it was believed he would come to the aid of Rome during times of conflict or war. He was the patron God of soldiers and was worshiped prior to battle. Soldiers in the Roman Army prayed to Mars before battle, asking that he might fight on their side. Soldiers hoped that their prayers would appeal to Mars and that he would protect them in battle and lead them to victory. They believed that ultimately it was Mars who decided who would win any battle. All aspects of war in Rome were associated with the God Mars. This did not only apply to military campaigns of conquest. Mars was said to protect cities from invading armies and help soldiers crush rebellion as well.

As the God of War, Mars had many symbols associated with him. The most recognizable was The Ancile. The Ancile was his sacred shield. Legend has it that this shield fell from heaven during the rule of Pompilius. It was said that if the shield remained in the city, Rome would be safe. Priests were commissioned to protect the shield and eleven copies were made, reportedly to confuse would-be thieves. The group of 12 ancilla were used in rituals. Mars was often depicted clothed on bronze armor. He carried a spear that was often depicted as covered in blood.

Other symbols surrounding the God of War included a burning torch, a vulture, dog, woodpecker, eagle and owl. Mars was a strong god and rode a chariot drawn by fire-breathing horses. The names of his horses were Aithon, Phlogios, Konabos and Phobos. Aithon means red fire, Phlogios means flame, Konabos means tumult – which is a loud confusing noise – and Phobos means fear.

Mars was celebrated twice a year in March and October. The old Roman calendar began with mensis Martius. This translates to Mars’ Month. This is what the month of March is named for. The Salii – the priests who protected and carried the ancilia – celebrated the new year on the first day of March by dressing and dancing in battle armor. This was said to be when Mars was born. Also in March, the twelve Salii carried the ancilia around the city in a parade with war trumpets, stopping at different sacred locations along the way.

Festivities complete with trumpets, dancing, feasts and sacrifices continued throughout the month of March. On the 23rd, The Tubilustrium festival was held in Mars’ honor in the Atrium Sutorium. This date was chosen because it coincided with the start of the military campaign season. This group of festivals and celebrations were called the Feriae Marti.

In February and March, horse races were held at the Campus Martius outside the walls of Rome in honor of Mars. These races were said to have been started by Romulus. In October, Mars’ parents Jupiter and Juno were celebrated. On the Ides – or 14th – of October, one of the winning horses from the races was sacrificed in honor of Mars for his continued protection.

As a nation of conquest and war, Gods such as Mars were important to Rome. It was believed that he kept enemies of the state at bay and protected the divine right of the state’s rule. At different times in history, he meant different things to the people. He was a military deity as Rome conquered its neighbors and a protector in times of peace.

Eventually, Mars became not just the protector of Rome, but the guardian and avenger of Emperor Caesar himself.

Link/citer denne side

If you use any of the content on this page in your own work, please use the code below to cite this page as the source of the content.


For More Information

BOOKS

Barnes, Jonathan. Tidlig græsk filosofi. New York, NY: Penguin Classics, 2002.

Hadot, Pierre. What Is Ancient Philosophy? Translated by Michael Chase. Cambridge, MA: Belknap Press, 2004.

Irwin, Terence. Classical Thought. New York, NY: Oxford University Press, 1989.

Mellor, Ronald, and Marni McGee. The Ancient Roman World. New York, NY: Oxford University Press, 2004.

Nardo, Don. The Ancient Greeks. San Diego, CA: Lucent Books, 2001.

Roberts, Jennifer T. The Ancient Greek World. New York, NY: Oxford University Press, 2004.

Roochnick, David. Retrieving the Ancients: An Introduction to Greek Philosophy. New York, NY: Blackwell, 2004.

WEB SITES

Brennan, Tad. "Immortality in Ancient Philosophy." Routledge Encyclopedia of Philosophy. http://www.rep.routledge.com/article/A133/ (accessed on June 5, 2006).

Hooker, Richard. "Ancient Greece: Greek Philosophy." World Civilizations. http://www.wsu.edu:8080/∼dee/GREECE/GREECE.HTM (accessed on June 5, 2006).

Turner, William. "Section B: Greek and Greco-Roman Philosophy." History of Philosophy. http://www2.nd.edu/Departments//Maritain/etext/hop01.htm (accessed on June 5, 2006).

Citer denne artikel
Vælg en stil herunder, og kopier teksten til din bibliografi.

Citering stilarter

Encyclopedia.com giver dig mulighed for at citere referenceposter og artikler efter almindelige stilarter fra Modern Language Association (MLA), The Chicago Manual of Style og American Psychological Association (APA).

I værktøjet "Citer denne artikel" skal du vælge en typografi for at se, hvordan alle tilgængelige oplysninger ser ud, når de formateres i henhold til den typografi. Kopier og indsæt derefter teksten i din litteraturliste eller listen over værker, der er citeret.


Se videoen: Mød de græske guder!